Burger King åbner i Frederikshavn: Indviet med masser af kærlighed

Mandag eftermiddag klippede borgmester Birgit S. Hansen den røde snor til Frederikshavns nye Burger King.

- I dag må jeg godt skrige ud, at jeg elsker en Whopper. Det er skønt, at vi har fået en Burger King og endda med havudsigt. 

Sådan lød det fra Frederikshavns borgmester, Birgit S. Hansen (S), da hun mandag eftermiddag klippede den røde snor og dermed officielt åbnede Burger King nr. 50 i Danmark. En Burger King, der har fået hjemme på Danmarksgade i Frederikshavn, hvor Frederikshavns Avis lå i mange år. 

Det skriver Kanal Frederikshavn.

Godt nok åbner restauranten først officielt i dag, tirsdag, men mandag eftermiddag havde den nye franchise-ejer, 60-årige Morten P. Madsen, inviteret 200 mennesker til indvielse. Her kunne de selv få syn for sagen - en restaurant med højt til loftet og med terrasse med udsigt over havnen og havet - hvis man rejser sig på tæer.

Og fra politisk side ville begejstringen over det nyeste skud på restaurant-stammen i Frederikshavn ingen ende tage:

- Burger King giver hovedvejen til Skagen og Danmarksgade Nord et løft, vurderer borgmester Birgit S. Hansen.

I forbindelse med opførelsen af restauranten har flere end 300 søgt job på den nye Burger King. Ud af dem er de første 33 medarbejdere nu blevet ansat.

- Vi modtog over 300 ansøgninger, og heldigvis tror og håber jeg, at vi får brug for flere end de 33, som vi i første omgang har ansat, siger Morten P. Madsen, som tidligere har stået i spidsen for McDonald's i Sæby, Hjørring og Frederikshavn i 12 år.

Tirsdag klokken 10 åbner Burger King i Frederikshavn officielt.


Seneste nyt

fra Nordjylland