Busbremser tjekkes inden Dana Cup

Busserne ved Dana Cup skal i år have tjekket bremserne hver dag under stævnet, efter at sikkerheden haltede gevaldigt på busserne sidste år.

Dana Cup er Danmarks største sportsbegivenhed, men sidste år blev stævnet overskygget af flere skandaler om ulovlige busser. Flere af busserne blev taget i politikontrol, fordi der var problemer med bremserne.

Det må ikke ske igen, og derfor bliver der i år taget flere forholdsregler. Det var firmaet Hjørring Citybusser, der stod for størstedelen af busserne sidste år. De er siden gået konkurs, og i år er det i stedet Jørns Busrejser A/S fra Brønderslev, der står for transporten af de mange deltagere. 

- Vi tjekker vores busser regelmæssigt, men nu hvor der skal køres til Dana Cup, så vil vi gerne gøre en ekstra indsats, siger Jørn Pedersen, der er direktør for Jørns Busrejser.

Den ekstra indsats indebærer, at bussernes bremser bliver tjekket hver morgen under stævnet, inden busserne kører ud med deltagere. Derudover er der investeret i ekstra udstyr, der kan tjekke bremserne. Udstyret blev i dag testet på en af busserne, og testen blev overværet af Jette Andersen, der er direktør for Dana Cup

- Jeg føler mig meget tryg. Nu har jeg set, hvordan en bremsestand fungerer, og når busserne tjekkes hver morgen, så kan jeg jo nærmest ikke forlange mere, siger hun. 

Jette Andersen er ked af den omtale, Dana Cup fik sidste år på grund af problemerne med busser. Det håber hun på, at de undgår i år.

Jørns Busrejser A/S har i alt 20 busser, og derudover har de sørget for 20 ekstra busser fra andre firmaer. Dana Cup spilles i Hjørring fra den 23. - 28. juli. 

Jørns Busser vil ikke risikere noget ved dette års Dana Ciup. Nu skal bremserne på busserne tjekkes hver morgen

 


Seneste nyt

fra Nordjylland