Buschauffører får uberettigede fartbøder på motorvejene

Foto: Daniel Mikkelsen

Flere buschauffører hos brancheforeningen Danske Busvognmænd har modtaget uberettigede fartbøder fra kørsel på de danske motorveje.

Vognmændene i busserne på de danske motorveje oplever, at de modtager bøder, selvom de ikke har gjort noget ulovligt. 

Jørn Pedersen, der er formand for turistkørsel og ejer af busselskabet Jørns Busrejser i Brønderslev, mener ikke det kan være rigtigt, at det er muligt at give uberettigede bøder til vognmændene. 

- Det burde jo slet ikke ske det her. Det er jo så tåbeligt, at man i dagens Danmark har så meget moderne teknik, og så falder det her jo fuldstændig til jorden, siger Jørn Pedersen. 

Som udgangspunkt må lastbiler og busser kun køre 80 km/t på motorvejen. Men hvis de har en tempo-tilladelse, må de køre 100. Det kan politiets fartmålere ikke registrere, og derfor blitzer den, hvis hastigheden er over 80. 

Brancheforeningen Danske Busvognmænd er de seneste uger blevet kontaktet af flere medlemmer, der har modtaget uberettigede bøder. Selvom de ikke skal betales, kræver det mange ressourcer at behandle bøderne i det daglige arbejde. 

- Vi har jo mange gøremål til dagligt i vores forretninger hver især. Så det er jo en ekstra byrde, vi bliver pålagt at rede de her bøder ud. Det tager jo tid og ressourcer, siger direktør i Danske Busvognmænd Steen Bundgaard. 

Derfor har han skrevet et brev til Justitsministeriet, der nu har besluttet, at de vil se på sagen efter påske. 

- Der skal gøres noget ved det. Vores bødesystem skal være sådan indrettet, at når man får en bøde, så har man i det mindste en formodning om, at man har gjort noget ulovligt, og det ser ikke ud til at være tilfældet her, siger retsordfører fra Venstre, Preben Bang Henriksen.

02:31 Luk video

Har du et godt tip?

Flere nyheder fra TV2 Nord