Buschauffør snittet med kniv

En buschauffør blev mandag eftermiddag udsat for røveri og snittet med en kniv på overkroppen. Det skete i området omkring Jørgen Berthelsens Minde i Aalborg Øst. OPDATERET KL: 19:30

Nordjyllands Politi oplyser, at chaufføreren er truet med kniv af en endnu ukendt mand. Det lykkedes røveren at stikke afsted med chaufførens taske og hans private tegnebog, begge indeholdende et ukendt pengebeløb.

Nordjyllands Politi oplyser, at der ikke var passagerer i bussen på det tidspunkt, hvor chaufføren blev udsat for det røveriske overfald.

Chaufføren har givet følgende signalement af gerningsmanden: Der er tale om en dansk mand på mellem 30 og 45 år. Han er omkring 185 centimeter høj og så usoigneret ud med fuldskæg. Han bar blåt adidastøj og en hvid t-shirt samt lyse sko. Med sig bar han en sort Fjällräven-taske, og den kniv, han truede buschaufføren med, var af mærket Mora.

Nordjyllands Politi vil gerne i kontakt med vidner, der har set en mand af det signalement i området omkring Jørgen Berthelsens Minde. Informationer i sagen kan gives på telefonnummer 114.

OPDATERET KL: 19:30


Seneste nyt

fra Nordjylland