Buschauffør truet med kniv

Røver truede buschauffør i Skalborg og løb fra stedet.

Nordjyllands Politi er mandag morgen til stede på Bisgårdsvej i Skalborg hvor en røver klokken 08.10 har truet en buschauffør med en kniv.

- Buschaufføren sad alene i bussen, da manden kom ind og truede ham med en kniv og ville have penge, fortæller vagtchef Poul Badsberg fra Nordjyllands Politi.

Manden løb fra stedet mod øst og fik et mindre beløb med sig.

Han beskrives af politiet som en lys, dansktalende mand på cirka 30 til 35 år. Han er omkring 180 centimeter høj og var ved røveriet iført en sort jakke med hætte og jeans.

Politiet leder mandag formiddag efter manden, ligesom de har sikret sig DNA-spor.


Seneste nyt

fra Nordjylland