Busselskaber øger kontrol af sikkerhed

En razzia mod busserne i Aalborg afslørede, at en stribe af Keolis og Arrivas busser har alvorlige fejl. Nu øger de kontrollen af sikkerheden.

Det skal være trygt at køre med bus, men det er det ikke i Aalborg.

Det viser en politirazzia, som blev lavet for 14 dage siden i Aalborg Øst. Razziaen afslørede, at 14 ud af 27 kontrollerede bybusser kører rundt med alvorlige fejl.

Bestyrelsen i Nordjyllands Trafikselskab fik i dag en redegørelse for, hvad busselskaberne vil gøre for, at sikkerheden i busserne fremadrettet er i orden.

- Det, de har stillet os i udsigt, er, at de ikke kommer til at køre med busser, som ikke kan bremse ordentligt, og som  ikke har andre fejl, siger formand for Nordjyllands Trafikselskab, Thomas Kastrup-Larsen.

11 af de busser som blev vurderet til at have alvorlige fejl, tilhører busselskabet Keolis.

- Det var ikke godt nok, det der var før, men det skal det være nu. Det der konkret er blevet gjort, er at samtlige busser kommer forbi en bremsestand efter servicesyn og får testet og godkendt bremserne, siger HR chef hos Keolis, Joakim Vasehus.

Keolis understreger desuden, at passageren ikke skal være bekymret for at køre med dem.

- Nogle busser bliver testet 12 gange så meget, som de gjorde før razziaen, så derfor kan man være ganske sikker som passagerer hos Keolis, siger HR chefen.

Arriva fik konstateret at tre ud af deres 11 kontrolleret busser havde fejl. De ønsker ikke at stille op til interview, men skriver i en mail til TV2 Nord, at deres busser vil få et servicetjek oftere end de tidligere har fået.

- Vi har efterfølgende revurderet vores kontrol og inspektion af vores busser i Aalborg og fastlagt en ny procedure, hvor alle busser bliver kørt på en såkaldt bremseprøvestand i forbindelse med Arrivas faste servicetjek og inspektion af busserne, der foregår henholdsvis hver 6. eller 8. uge, skriver Trine Gundorph, presseansvarlige hos Arriva til TV2 Nord.

Nordjyllands Trafikselskab vil fremover holde øje med de to busselskaber.

- Vi vil også have stor fokus på det fremover, og hvis ikke det er nok, så må de lave flere initiativer for at løse det. Alternativt må vi kigge på kontrakterne, siger formand for Nordjyllands Trafikselskab, Thomas Kastrup-Larsen.

Nordjyllands Trafikselskab har indkaldt til endnu et møde i næste uge, hvor alle de vognmænd der arbejder for  Trafikselskabet  sammen med politiet skal diskutere, hvad der er sket.


Seneste nyt

fra Nordjylland