Butik brændte i Løkken

Brandvæsen og politi kaldt ud til Søndergade i Løkken, hvor der var udbrudt brand i en butik. Branden udviklede kraftig røg.

Det var tøjbutikken Step In, der stod i flammer. Ilden var opstået i et baglokale.

Branden forårsagede en del røgudvikling, fortæller vagtchef Heine Hansen ved Nordjyllands Politi.

- Røgen er defineret som ufarlig, men vi vil gerne bede folk om at holde sig lidt på afstand, så brandfolkene kan udføre deres arbejde, siger han.

Ulla Skjoldager, der arbejder i Step In, fik sig noget af en overraskelse, da hun ved 10-tiden åbnede døren ind til butikken.

- Da jeg åbner, er der en masse røgudvikling. Butikken er helt fyldt med røg, siger hun til TV2/Nord.

Politiet var tilstede i formiddags for at sørge for at trafikken blev afviklet omkring branden.

Der er endnu ingen meldinger om årsagen til branden.


Seneste nyt

fra Nordjylland