Butikker skattesnyder

Der var ikke styr på pengene i en ud af tre af de virksomheder, som SKAT Nordjylland forleden kontrollerede.

SKAT foretog en såkaldt "gadeaktion", hvor 52 virksomheder i udvalgte forretningsgader i Nordjylland fik uanmeldt kontrolbesøg.

SKATs kontroller viste, at mange af de besøgte virksomheder har problemer med registrering af indtægterne. I 18 af de 52 virksomheder blev der ikke foretaget kasseafstemning.

- Der venter os nu et stort vejledningsarbejde overfor de virksomheder, der ikke foretager kasseafstemning. Efterfølgende vil virksomhederne få endnu et uanmeldt kontrolbesøg for at sikre, at de får styr på indtægterne, siger John Lundgaard, afdelingsleder i SKAT, Nordjylland.

SKAT traf 60 personer i arbejde. En foreløbig opgørelse viser, at 6 af disse personer også modtager sociale ydelser. En enkelt virksomhed havde hverken styr på omsætning eller ansatte, og får derfor pålæg om at føre logbog og anvende kasseapparat.

- Vi kontrollerede samtlige virksomheder i de udvalgte forretningsgader. Vi startede simpelthen i den ene ende af gaden, og sluttede først, når alle virksomheder i gaden havde haft besøg, fortæller afdelingsleder John Lundgaard fra SKAT Nordjylland

Formålet med aktionen var at kontrollere om virksomhederne havde registreret omsætningen korrekt, og havde de fornødne registreringer af de ansatte, samt kontrollere om der sker korrekt indeholdelse og angivelse af AM-bidrag og A-skat.

Har du et godt tip?

Flere nyheder fra TV2 Nord