Butiksansatte er presset

Vi har som forbrugere det seneste år vænnet os til at handle såvel søndag som mandag aften klokken ti, men de udvidede åbningstider er så stor en udfordring for mange butiksansatte, at seks ud af ti overvejer at skifte branche.

Det viser en undersøgelse foretaget af HK Nordjylland. De ansatte har med skiftende arbejdstider, tidligt morgen som sen aften, svært ved at få familieliv og arbejdsliv til at hænge sammen.

En af de mange nordjyske butiksansatte, som overvejer at skifte branche, er Charlotte Pedersen.

- Jeg er rigtig glad for mit job, men det kan desværre blive konsekvensen, at jeg bliver nødt til at finde noget andet, for jeg har svært ved at få mine arbejdstider til at hænge sammen med det herhjemme, siger Charlotte Pedersen.

En undersøgelse som HK Nordjylland har foretaget blandt sine medlemmer afslører at hele 94 procent oplever det er blevet sværere at få familieliv og arbejdsliv til at hænge sammen efter lukkeloven er ophævet.

Og for Charlotte Pedersen, er problemet dobbelt, da hun samtidig har en mand, der også er butiksansat.

Hjemme hos dem, er de i høj grad afhængige af hjælp udefra for at kunne få hverdagen med to små børn til at hænge sammen, og samtidig passe job.

- Den daglige tidsfaktor blev så stor en belastning for mig, at jeg til sidst gik ned med stress, fortæller Charlotte Pedersen, som bor i Aabybro og arbejder i Aalborg.

Hos fagforeningen HK kommer resultateterne af undersøgelsen ikke som en overraskelse.

- Allerede inden lukkeloven blev ophævet, frygtede vi, det ville gå sådan. Alle ved, at der er et problem, men der mangler handling, siger Kate Zigler, formand for HK Handel i Nordjylland.

Hos Dansk Supermarked, der står bag kæderne Føtex, Bilka, AZ og Netto, erkender man, at det er en udfordring.

- Det er vigtigt for os, at familieliv og arbejdsliv hænger sammen. Det har vi hos Dansk Supermarked en politik om, siger informationschef Mads Hvitved Grand, Dansk Supermarked.

Se mere i aften i Nyhedsmagasinet Konsekvens og kom med din mening på TV2/Nords Facebook-side.


Seneste nyt

fra Nordjylland