Byfest giver foreninger penge i kassen

Den årlige byfest i Hobro, Ambufest, har med årene fået stor økonomisk betydning for lokale foreninger og klubber.

Når den fire dage lange byfest Ambufest går løs i Hobro, kan byens borgere glæde sig over mere end blot musik og kolde fadøl. Overskuddet fra festen kommer nemlig hele byen til gode – noget, man konkret kan se i Hobro Idrætscenter.

Her har de fået en førstehjælpsdukke til en værdi af 15.000 kroner. Dukken bliver blandt andet brugt af livredderne i Hobro Svømmeklub.

- Det betyder, at vi kan blive bedre til at yde førstehjælp, og at vi kan øve os en hel masse, siger Ellen Futtrup Jespersen, der er bestyrelsesmedlem i Hobro Svømmeklub.

Udover dukken har Hobro Svømmeklub fået 17.000 kroner til klubkassen.

- Det betyder helt vildt meget – specielt for vores svømmere, som får lov til at bruge pengene på at komme på træningslejre og købe nyt udstyr, siger Ellen Futtrup Jespersen.

Ambufesten er blevet holdt i 98 år, og navnet kommer sig af, at festen i første omgang blev arrangeret for at samle ind til en motoriseret ambulance i Hobro, som skulle afløse den hestetrukne.

Med undtagelse af tiden under besættelsen har Ambufesten i Hobro hvert år uddelt overskud til velgørende formål, klubber og foreninger.

- Det er en fornøjelse, når man møder dem, som har fået penge fra os, og kan mærke hvor glade, de er, siger Ole Vedel, der er tidligere formand for Ambukomiteen.

I 2017 var overskuddet fra Ambufest 400.000 kroner, og det var et af de største overskud i festens historie.

Hør her, om der igen i år er udsigt til et stort overskud fra byfesten:

 

Seneste nyt

fra Nordjylland