Byggearbejde giver weekendlarm - men konfirmanderne blev skånet

01:56

Hensynet til en kommunal IT-server gør, at et større piloteringsarbejde midt i byen kun kan foregå i weekenderne af hensyn til elektronikken, men maskinerne tav alligevel i dag pga. af konformation.

Hobrogenserne må denne og de næste to weekender finde sig i øredøvende larm fra en byggeplads midt i byen - men søndag var der alligevel ro med kirkens mellemkomst.

Normalt ville et byggeri foregå i nogenlunde normal arbejdstid - og naberne ville i så fald blive generet på tidspunkter, hvor de sandsynligvis ikke selv var hjemme.

Men de 24 lejligheder, der skal opføres i Korsgade i Hobro, giver i denne og de to næste weekender jordskælvslignende tilstande midt i bedste afslapningstid for dem, der bor tæt ved byggepladsen. 270 betonpæle skal i jorden, og det skal ske på et tidspunkt, hvor kommunens datacenter ved siden af ikke tager skade på grund af rystelserne. 

Læs også Kommune undskylder: - Vi kommer til at larme tre weekender i træk

Alligevel var der søndag en velsignet ro over byggepladsen. I kirken tæt ved skulle der nemlig være konfirmation søndag formiddag, så kirken bad om et par timers fred - og det fik den så bevilget af kommunen.

- Det er dejligt, at kommunen er så samarbejdsvillig og er med på at give plads til os og den her store dag, siger sognepræst i Hobro, Tine Gramm Petersen.

Sprængte fliser på badeværelset

Helt så heldige har naboerne dog ikke været, hvis de godt kunne tænke sig at sove længe i weekenden. De blev nemlig vækket af rystelser og larm klokken halv otte søndag morgen.

Om morgenen er det slemt, men hvad skal vi gøre?

Refadija Kalic, nabo

- Det var ikke så godt. Om morgenen er det slemt, men hvad skal vi gøre, siger Refadija Kalic, der er en af de nærmeste naboer til det nye lejlighedsbyggeri.

Også de to næste weekender vil fyldt med larm for beboerne i Korsgade, når de resterende pæle skal bankes i jorden fra fredag eftermiddag til sent søndag aften. Men beboerne har prøvet det før - da det gamle vandværk, der tidligere lå på grund, skulle væk, gav det også problemer.

- Det rystede og kunne mærkes i hele huset. På vores badeværelse sprang fliserne, men kommunen betalte dengang, så det var ikke noget problem, siger Refadija Kalic.

Flere nyheder fra TV2 Nord