Byggeboom fortsætter: 26 nye grunde til salg i Aabybro

Foto: Henning Bagger, Scanpix

Et nyt kvarter, Horsbækken, med 26 byggegrunde er på vej i Aabybro.

Tilflytningen til Jammerbugt Kommune og især til Aabybro vil nærmest ingen ende tage. Derfor sætter kommunen allerede nu de første 26 byggegrunde i byens nye kvarter, Horsbækken, til salg.

Kvarteret og byggegrundene ligger i den sydlige del af Aabybro ved Torngårdsvej, hvor der ikke er langt til børnehave, skole, DGI-Huset og hovedvej 55.

Og derude bliver der god plads til både hus og udeliv. Byggegrundenen er nemlig allesammen på over 1000 kvadratmeter. Eneste problem for mulige købere er, at de må væbne sig lidt med tålmodighed - Jammerbugt Kommune sætter nemlig grundene til salg, før de er klar til overdragelse.

- Vi har igen oplevet stor forhåndsinteresse for nye byggegrunde i Aabybro. Derfor imødekommer vi den store interesse forud for projektet ved at sætte dem til salg snarest, fortæller Borgmester Mogens Gade (V).

 

Cirka 25 familier har henvendt sig til Jammerbugt Kommune og anmodet om at blive orienteret, når grundene udbydes til salg.

- Den store interesse og tilflytning, der sker til Aabybro og andre dele af Jammerbugt Kommune, sammenholdt med en positiv udvikling i fødselsbalancen giver en stadig positiv udvikling i indbyggertallet i Jammerbugt Kommune, fortsætter Borgmester Mogens Gade.

Men man skal altså være lidt vaks ved havelågen, hvis man vil sikre sig en af de eftertragtede byggegrunde. Budfristen er tirsdag den 14. marts klokken 10. Bliver man en af de heldige, får man overdraget sin grund den 1. juni.

 

Flere oplysninger om de 26 nye byggegrunde kan findes på www.jammerbugt.dk/horsbækken.

Har du et godt tip?

Flere nyheder fra TV2 Nord