Byggegrunde kan ikke sælges

En rundringning til de 11 nordjyske kommuner viser, at det mange steder er svært at sælge byggegrunde, selvom renten er rekordlav.

Mølhøjparken i Hobro er et af de steder, hvor Mariagerfjord Kommune håber at sælge flere grunde til nybyggeri. Lige i øjeblikket går det dog rigtig langsomt.

- Jeg tror, at det er mådeholdenhed. Det er jo sådan alle steder. Mange er også bange for at blive fyret eller måske komme til at gå ned i indtægt, og derfor holder de tilbage med at købe, selvom husene næsten aldrig har været billigere end nu, siger Carsten Brandt Andersen (V), der er viceborgmester i Mariagerfjord Kommune.

Denne uges auktioner over rentetilpasningslånene er afsluttet, og det betyder blandt andet, at et 1-årigt afdragsfrit flex-lån på 1 million kroner nu er nede på 560 kroner om måneden i renter. Med de nye rentenedsættelser har det faktisk aldrig været billigere at låne til en bolig.

Alligevel har Mariagerfjord Kommune foreløbigt kun kunnet sælge to byggegrunde her i 2012.

- Det er da ikke imponerende at sælge to grunde, slet ikke når vi nu har 80 på lager. Jeg havde da også håbet på, at det var flere, men som det ser ud lige nu, så skal vi nok heller ikke regne med at sælge en masse resten af året, siger viceborgmesteren.

En rundringning som TV2/Nord har lavet i dag blandt de nordjyske kommuner, viser, at billedet er det samme hele vejen rundt i Nordjylland. Rebild Kommune har i år solgt flest byggegrunde i Nordjylland - nemlig 13 styk. De resterende ti kommuner har solgt mellem 0-10 byggegrunde. Kommunernes salg fordeler sig således: Jammerbugt: 10, Hjørring: 10, Vesthimmerland: 7, Brønderslev: 6, Thisted: 6, Morsø: 5, Aalborg 3, Mariagerfjord: 2, Frederikshavn: 2 og Læsø: 0.

Mange af kommunerne har en masse byggegrunde, der er reserverede, som de håber at få solgt i løbet af efteråret.


Seneste nyt

fra Nordjylland