Byggeri er lige så farligt som i 1980

Et 14 ton tungt betonelement faldt ned under et byggeri i Nørresundby. En mand måtte springe for livet. Foto: Jens Dallgaard

Tømrere, blikkenslagere, murere og andre bygningsarbejdere er lige så udsatte for arbejdsulykker, som de var for 30 år siden. Selvom der er fokus på sikkerheden så falder antallet af alvorlige ulykker ikke.

Livet bliver aldrig det samme for Anders Grønne Birkedal fra Hjallerup. Han arbejdede som jord og betonarbejder, da han for 14 måneder siden styrtede tre meter ned gennem et tag og landede på et betongulv. Han havde ikke nogen sele på og der var heller ikke spændt et net ud under taget. Ulykken kostede et smadret bækken, brækket hofte og fod, der nu er sat sammen med skruer.

- Selvom det kun var et fald på tre meget, så gik det helt galt. Jeg sad i kørestol i over tre måneder. Jeg kan gå men jeg kommer til at halte resten af livet. Jeg kommer aldrig til at arbejde som jord og betonarbejder igen, siger Anders Grønne Birkedal.

I følge Arbejdstilsynet sker der hvert år 1100 alvorlige arbejdsulykker i byggeriet i hele landet. 130 af dem sker i Nordjylland. Selvom der i årevis har været fokus på sikkerheden, så er antallet af ulykker det samme som for 30 år siden.

- Jeg synes det er meget alvorligt, og vi skal gøre noget ved det. Det er arbejdsgiveren der skal sikre at de ansatte arbejder forsvarligt. Det gælder på byggepladser og alle mulige andre steder, siger Gitte Møller Jensen, der er tilsynschef i Tilsynscenter Nord.

Ifølge arbejdstilsynet så kender håndværkerne udmærket reglerne. Men alt for ofte mangler der sikkerhed, når der arbejdes i højden. Der sker også mange ulykker omkring maskiner, fordi kørselsveje ikke er godt nok afmærket.

- Det vi ser er, at når chefen siger at vi vil have en sikker plads, vi vil arbejde efter arbejdsmiljølovens regler, så går det også mange gange bedre, siger Gitte Møller Jensen.

Tilbage i Hjallerup. 54-årige Anders Grønne Birkedal skal snart i arbejdsprøvning. Håbet er at han en dag kan blive i stand til at klare et skånejob.

- Lægerne siger at jeg aldrig kommer til at arbejde 37 timer igen, så udsigterne er ikke så gode. Men jeg håber at jeg kommer til at arbejde igen på en eller anden måde, siger Anders Grønne Birkedal.

Har du et godt tip?