Byggeri på havnen i Hals droppes

 Byggeri på havnen i Hals droppes

De to store partier i Aalborg byråd støtter ikke længere lokalplan, der vil tillade stort kontorbyggeri.

Politikerne i Aalborg byråd har lyttet til de massive protester fra borgere og organisationer i Hals. Et omstridt byggeri af et kontorhus på Østpieren i Hals havn bliver ikke til noget. Planen har ikke længere opbakning fra de to store partier i byrådet - Socialdemokraterne og Venstre.

Borgmester Henning G. Jensen (S) siger til TV2/Nord, at det nu er op til borgerne i Hals, hvad der skal ske.

- Der kommer ikke flere forslag fra vores side. Hvis borgerne i Hals ønsker en anden udvikling end den, vi lagde op til, så må de selv tage initiativet, siger Henning G. Jensen.

Rådmand Mariann Nørgaard fra Venstre siger, at man nu må i dialog med de lokale indbyggere om, hvad der skal ske med havneområdet i fremtiden.

- Vi ønsker at inddrage enkeltpersoner, samråd, turistforeningen og erhvervslivet i arbejdet med en ny plan for, hvad der skal ske, siger hun til TV2/Nord.

Formanden for samrådet i Hals, Niels Bork, hilser den politiske udmelding velkommen. Vi vil gerne have udvikling, men vi ønsker en gennemtænkt helhedsplan, siger han til TV2/Nord.

Det lokalplanforslag, som nu er uden mulighed for at blive gennemført, opererede blandt andet med en stor kontorbygning på Øst-pieren - et forslag, som mødte massiv lokal modstand.


Seneste nyt

fra Nordjylland