Byråd vedtager stigning i vandtakster

Byrådet i Hjørring Kommune har godkendt planerne om en stigning i vandtaksterne. I 2013 stiger prisen på en kubikmeter vand med 20 procent.

Investeringer fra vandselskabets side betyder, at en kubikmeter vand bliver 20 procent dyrere i 2013, hvis man bor i Hjørring Kommune. Det vedtog byrådet onsdag aften.

- Det er de store virksomheder, som lukker, som har presset os gennem flere år. De plejer at bruge rigtig meget vand, men når de enten mindsker forbruget eller lukker helt, så er det noget, der tydeligt kan mærkes, siger borgmester Arne Boelt (S) til TV2/NORD.

Men det er ikke kun virksomhedernes mindskede forbrug, som er årsag til prisstigningen. Ifølge Arne Boelt er det generelle forbrug i de private husstande også faldet betydeligt henover de senere år.

Prisstigningen betyder, at en kubikmeter vand vil komme til at koste omkring 30 kroner. Dermed kommer Hjørring Kommune op på niveau med blandt andre Brønderslev og Frederikshavn Kommune, hvor priserne er på henholdsvis 33 kroner og 30 kroner.

Se TV2/NORDs indslag, hvor Arne Boelt forholder sig til vandplanerne, øverst.


Seneste nyt

fra Nordjylland