Efter konflikt: Byrødder foreslår, at skraldeindsamling skal tilbage til kommunen

Byrådet i Frederikshavn diskuterede i aftes, om kommunen skulle hjemtage afhentningen af skrald i stedet for at udlicitere.

Efter den seneste tids konflikter i renovationsfirmaet Remondis, hvor medarbejderne i en uge nedlagde arbejdet i protest mod, at to af de ansatte fik skriftlige advarsler, fordi de ikke kunne påtage sig overarbejde, har sagen rumsteret i det politiske system. 

Borgerne i kommunen og en række andre kommuner blev ramt af konflikten og fik ikke hentet skrald, mens Remondis og medarbejderne mødtes i Arbejdsretten, og dønningerne har knapt lagt sig, før sagen er taget op i byrådet i Frederikshavn, der holdt møde onsdag aften. 

- Det er bekymrende, og jeg er forargret over, at vi samarbejder med et firma (Remondis A/S, red.), der behandler sine medarbejdere sådan. Det er forrykt, at en arbejdsgiver ikke går i dialog med sine medarbejdere, som har noget på hjerte, sagde Christina Lykke fra SF til Kanal Frederikshavn.

Derfor foreslog hun sammen med Enhedslistens Ida Skov, at det bør undersøges, om Frederikshavn Forsyning A/S har mulighed for at trække opgaven med at indsamle affald hjem i kommunalt regi. 

Ikke første gang

Hun gjorde opmærksom på, at det langt fra er første gang, at Frederikshavn Kommune oplever problemer, når private leverandører overtager opgaver.

- Det er et cirkus med disse udliciteringer. Det ender tit med, at vi skal rydde op. Vi har også oplevet det med flere hjemmeplejefirmaer. Derfor synes jeg, at byrådet skal tage det seriøst. Vi skal trække opgaven med indsamling af affald hjem. Det opfordrer jeg til, at byrådet i fællesskab beder Forsyningen om at undersøge mulighederne for, lød det fra Christina Lykke.

Hun efterlyste desuden er klart svar fra Forsyningens formand, byrådsmedlem Jens Hedegaard (S) på, om der er en plan B, hvis det igen går galt med skraldefolkene. Der er nemlig kun indgået en midlertidig aftale på tre uger mellem Remondis og skraldefolkene.

Forsyningsformand: Vi har en plan B

Jens Hedegaard skar det ud i pap, at Forsyningen mandsopdækker Remondis A/S tæt.

- Jeg garanterer, at vi selvfølgelig stiller krav til vores underleverandører. De kan ikke bare køre efter deres egne regler. Kan de ikke finde ud af det, har vi en plan B, og så går vi i gang med den. I denne sag er vi fremme ved linjen, hvor vi siger: Vil I løse den opgave, som vi har aftalt, eller vil I ikke, sagde Jens Hedegaard.

Ida Skov fra Enhedslisten gjorde opmærksom på, at flere kommuner allerede har erkendt, at Remondis ikke kan klare opgaven med indsamling af affald.

- Det virker som om, at Remondis har afgivet et for billigt tilbud, og det presser skraldefolkene og giver utilfredse borgere. Alt peger på, at det eneste fornuftige vil være, at kommunen selv overtager opgaven med indsamling af affald, fastslog Ida Skov.


Seneste nyt

fra Nordjylland