Café Tusindfryd: Brug af knippel møder kritik

Der er dukket nye optagelser op af urolighederne på Café Tusindfryd i Aalborg, skriver Nordjyske. Nu mener en advokat at politiet brugte overdreven magtanvendelse.

Politiet gik over stregen da der udbrød uroligheder på Café Tusindfryd i Aalborg natten til søndag d. 26. august. Nye billeder viser hvordan politiet kæmper med at få gæsterne tilbage ind på spillestedet - en betjent begynder tilsyneladende uden nogen nærmere anledning at slå på en ung mand, og et par kollegaer forsøger at stoppe ham. Episoden møder nu stærk kritik fra advokat Ole Nepper-Christensen:

- Der er tilsyneladende to af politimandens kollegaer, der trækker politimanden væk, hvilket får mig til at drage den konklusion, at man måske også mener fra hans egne kollegaers side, at den pågældende betjent har overreageret eller slet ikke må bruge staven i den pågældende situation, siger han til TV2/Nord.

Advokat Ole Nepper-Christensen repræsenterer ikke nogle af de omkring ti personer, som har valgt at klage over politiet.

Nordjyllands Politi ønsker ikke at udtale sig, så længe undersøgelsen pågår.


Seneste nyt

fra Nordjylland