TV2 Nord

Campingfolk i oprør i Tranum: - Det er hamrende udemokratisk

Foto: Torben Lykke Larsen

Tranum Klit Camping nedlægges og skal være naturmark. Det har Naturstyrelsen bestemt. De 80 fastliggere på pladsen er chokerede og i oprør. De fik meldingen uden varsel for en uge siden

Stemningen er helt i bund på de små fastliggerpladser på Tranum Klit Camping. Naturstyrelsen har med en uges varsel meddelt, at pladsen skal lukkes. Der skal være naturområde på stedet

- Det er en hamrende udemokratisk beslutning, der er truffet i naturstyrelsen uden at tage nogen med på råd, siger Finn Hviid Bredahl, fastligger i Tranum Klit Camping

Forpagteren af campingpladsen i Tranum er lige så overrasket som gæsterne.

- Det kom som et chok både for os, der driver stedet, men også for gæsterne. Jeg havde forestillet mig, at pladsen skulle føres videre. Den har været her siden 1960. Vi har fastliggere, der har været med fra første dag. Og mange gæster har været her i 30-40 år, siger Torben Rolighed, forpagter af Tranum Klit Camping. 

Læs også Naturstyrelsen: - Ikke kun vores beslutning at nedlægge campingplads

Han frygter, at løbet er kørt, og at Naturstyrelsens beslutning er endelig.

Fremgangsmåden har fået Mogens Gade, borgmesteren i Jammerbugt Kommune, til at sende et skarpt brev til Naturstyrelsen, som han officielt anmoder om en ordentlig dialog.

- Processen er simpelthen uacceptabel i et demokratisk samfund, som vi lever i i dag. De sender bare et brev og meddeler, at man nu lukker butikken. Det plejer man ikke at gøre. Der plejer at være respekt om dem, der bor deroppe. Der skulle også gerne være respekt for dem, der driver campingpladsen, siger borgmester Mogens Gade fra Venstre. 

Borgmesteren vil gøre et forsøg på at redde campingpladsen.

- Den har jo stor betydning for mange mennesker, og så er det utroligt vigtigt, at man giver stedet en mulighed for, at det stadig kan bestå, siger Mogens Gade. 

05:06

Naturstyrelsen har med en uges varsel meddelt lukning af Tranum Klit Camping

Luk video

Har du et godt tip?

Aktuelle serier på Salto

Flere nyheder fra TV2 Nord