Carsoe Aalborg skal levere dobbelt-ordre til Royal Greenland

Det er en enorm ordre, der er havnet hos Carsoe A/S. Virksomheden skal producere to fabriksanlæg til Royal Greenlands filettrawler og rejetrawler.

Det er et vendepunkt for Carsoe, der ligger i Aalborg. Det er første gang, at virksomheden får en ordre på et komplet anlæg til filetering og forarbejdning af rundfisk. Royal Greenland har bestilt både en filettrawler og en rejetrawler. 

- Carsoe er med ordren til Royal Greenland gået styrket ind i markedet for de mest moderne og komplette fabriksanlæg, som kan forarbejde fisk fra A til Z. Medejerskabet sidste år af den norske virksomhed Steel Tech i Aalesund har dermed vist sig at være det perfekte match for os begge, siger adm. direktør Mikkel Jacobsen hos Carsoe i en pressemeddelelse.

Fabriksanlæggene skal ikke kun sørge for den høje fødevarekvalitet, men i automatiseringen af filetteringen bliver arbejdsforholdene for besætningen ombord på de nye trawlere også forbedret. 

- Vi har lagt al den viden, som Steel Tech og Carsoe har oparbejdet gennem årene, i produktionen af det banebrydende fabriksanlæg. Dette anlæg er et kæmpestort skridt i retningen af vores mål om at blive en global leverandør af komplette fabriksanlæg til trawlere, siger Mikkel Jacobsen. 

 


Seneste nyt

fra Nordjylland