Casper Steinfath går efter VM-guld

Verdensranglistens nummer et går efter guldet, når der er VM i Stand Up Paddling i El Salvador.

Søndag kaster Klitmøller-surferen Casper Steinfath sig endnu engang i bølgerne med store ambitioner, når der er VM i Stand Up Paddling i El Salvador.

Det er det syvende VM for 26-årige thybo, og det er et særligt nervepirrende et af slagsen, da mindet om sidste års VM i Kina stadig fylder. Her kom Casper Steinfath for første gang hjem fra et VM uden individuelle medaljer, og dermed var det det mest skuffende VM i hans karriere.

- Selvom jeg har prøvet det seks gange før, er jeg altid nervøs før et VM. Der er så meget, der ikke må gå galt og så meget, der skal gå godt, hvis jeg skal stå med en medalje om halsen. Det mærkede jeg på egen krop i Kina sidste år. Derfor tager jeg til El Salvador med ambitionen om at spille en hovedrolle. Så må vi se, hvordan teaterforestillingen ender, siger Casper Steinfath.

SUP-surferen stiller op i sprint og technical race ved verdensmesterskaberne, der afgøres ved en finale onsdag.

Forholdene minder om Thy

Også Klitmøller-surferen Christian Andersen er med ved VM. Den 18-årige SUP-surfer sætter alt ind på at komme på podiet som juniorverdensmester – og med udsigt til bølger på El Salvadors Stillehavskyst er forholdene optimale.

- Min chance er klart bedst, når forholdene minder lidt om Thy med bølger og strøm. Det er sjovt, når der er masser af bølger og bøjevendinger, siger Christian Andersen, som stiller op i long distance og technical race.

Casper Steinfath vandt for nylig Red Bull Heavy Water, mens Christian Andersen kom på fjerdepladsen.

Udover de to Klitmøller-surfere er 32-årige Kristian Pilborg fra Vallensbæk med ved VM.


Seneste nyt

fra Nordjylland