Celtic raser over Lynges beskyldninger

Celtic forstår slet ikke AaB-sportsdirektør Lynge Jacobsens kritik af håndteringen af "Duncan"-transfer.   

AaB's sportsdirektør Lynge Jakobsen lyver, når han påstår, at det er Celtic, der var skyld i forvirringen omkring Morten "Duncan" Rasmussens skifte til AaB.
- Vi diskuterer normalt ikke vores transfers i offentligheden, men disse kommentarer er vanvittige og fuldstændig ukorrekte, siger en talsmand for Celtic til B.T.
Mandag troede AaB, at aftalen mellem nordjyderne, Celtic (der ejer angriberen) og Mainz (der har lejet ham) var på plads og ville gå glat igennem.
Men ved midnatstid var skiftet ikke endeligt bekræftet i det nye IT-system, der holder rede på til- og afgange i international fodbold.
Tilsyneladende var noget gået galt i kommunikationen mellem de tre involverede klubber, og Lynge Jakobsen langede tirsdag ud efter Celtic, da det så ud til, at skiftet var kikset.
- Celtic har alle erklæringer fra os sen eftermiddag og skal sådan set bare sende hans spilletilladelse til AaB. Men der sker bare ikke noget, selv om vi rykker dem adskillige gange, sagde Jakobsen blandt andet.
En gengivelse, som Celtic bestemt ikke kan genkende.
- Vi har altid handlet yderst professionelt og har forsøgt at hjælpe med at løse situationen, så den faldt bedst ud for alle parter, siger talsmanden.
Lynge Jakobsen fastholder over for B.T., at skylden for den forsinkede transfer ikke ligger hos AaB.

Flere nyheder fra TV2 Nord