Center for Papirkunst i Hune får 125.000 af Kulturministeriet

Det nye Center for Papirkunst, som åbnede i Hune ved Blokhus i marts, er blevet tilgodeset med 125.000 kr. fra Kulturministeriets udlodningspulje.

I marts måned åbnede papirkunstner Bit Vejle Center for Papirkunst i Hune ved Blokhus. 

Centeret havde besøg af Kulturminister Mette Bock i februar forud for åbningen, og nu har Kulturministeriet anerkendt det nye kunstcenter i form af 125.000 kroner til udvikling af centeret og dets skiftende udstillinger, skriver Jammerbugt Kommune i en pressemeddelelse.

- Det betyder utrolig meget for os. Det er en blåstempling af centeret, og vi er meget glade for midlerne. De er utrolig vigtige, for at vi kan udvikle centeret. Vi får ikke tildelt driftsmidler som øvrige museer, så det er en stor udfordring, da drift er dyrt, og opstart altid er svært. Udfordringen bliver at skabe finansiering til de skiftende udstillinger, så støtten her får vi rigtig meget glæde af, siger indehaver og papirkunster Bit Vejle.

Støtten skal blandt andet bruges til den første udstilling, som åbner til september. 

Morten Marinus (DF) er medieordfører og medlem af kulturudvalget og har været med til at fordele midlerne. 

- Det er rigtig dejligt at kunne bidrage med at løfte Nordjylland og Jammerbugten kulturmæssigt. Jeg har fulgt processen omkring selve opbygningen og fundet det utrolig interessant. Der er lagt et stort arbejde i det fra Bit Vejles side af. Da jeg fik muligheden for at prioritere Dansk Folkepartis andel af midlerne til kulturelle formål synes jeg, at det var meget naturligt at give dem denne håndsrækning, siger Morten Marinus (DF) i en pressemeddelelse.


Seneste nyt

fra Nordjylland