Chikane mod valgplakater i Skagen

30 valgplakater blev i går taget ned fra lygtepælene i Skagen. Især kandidaterne fra Venstre er blevet fjernet fra bybilledet. Det skriver Kanal Frederikshavn.

Da en kvinde fra Skagen i morges kiggede ud i sin have, var det noget af et overraskende syn, der mødte hende. En stor bunke valgplakater var blevet smidt i haven.

- Det er noget svineri, at folk opfører sig på den måde, for vi lever jo i et demokratisk land, hvor folk må sige, hvad de vil, udtaler kvinden, der ønsker at være anonym, til Kanal Frederikshavn.

Hun forstår ikke, hvorfor det netop var hendes have, det skulle gå ud over, da hun ikke er politisk aktiv.

Over halvdelen af plakaterne tilhører Venstre, men De Konservative, SF, Dansk Folkeparti og Liberal Alliance gik heller ikke fri. Det gjorde Socialdemokraterne derimod.

Valgplakaterne er pæne og intakte, så derfor har Frederikshavn Kommune i dag skrevet til de relevante partier, at de kan afhente plakaterne på adressen i Skagen. De Konservative har allerede været forbi.

En af kandidaterne fra Venstre i Skagen, Pia Karlsen, vil nu undersøge sagen nærmere.

- Det lyder som chikane. Det er træls, siger Pia Karlsen til Kanal Frederikshavn.


Seneste nyt

fra Nordjylland