Chok på motorfestival: Racerbiler har fået løsnet hjulbolte

Hjulboltene tjekkes en ekstra gang på bilerne, inden motorløbet i dag. Foto: Jesper Christiansen

Ukendte gerningsmænd har løsnet hjulboltene på et stort antal biler ved Motorsportsfestivalen på Ørnedalsbanen ved Sæby.

Det er gået udover både racerbiler og biler, som var parkeret på parkeringspladsen. Ved Motorsportsfestivalen på Ørnedalsbanen ved Sæby er der blevet løsnet hjulbolte på et stort antal biler.

Gert Nielsen fra Næstved tjekker hjulboltene på sin rallycrossbil en ekstra gang fredag formiddag. Han er rystet over, at ukendte gerningsmænd torsdag, mens motorløbet var i gang, har løsnet hjulboltene på en række biler.

- Det er sygt. Folk tænker ikke på konsekvensen af det. Vi har lige været og køre folkerace, hvor vi så et hjul rende op mellem publikum, som vi ved hvor farligt det kan være, siger Gert Nielsen. 

Et løbsk hjul op blandt publikum kan være livsfarligt. Foto: Jesper Christiansen

Arrangørerne er rystede over hærværket på bilerne, og publikum blev i dag flere gange over højtaleranlægget opfordret til at være ekstra opmærksomme på løstgående hjul.

De mange løsnede hjulbolte er en kedelig plet på tre dages festligt motorløb på Ørnedalsbanen.

- Vi kan kun beklage, at nogen kan være så tåbelige. Jeg er chokeret. Jeg troede ikke, at den slags kunne finde sted heroppe i Nordjylland, og at folk var så lave i sind, siger Kurt Nielsen, som er formand for Frederikshavn/Sæby Auto Sport. 

Løbet på Ørnedalsbanen slutter lørdag, hvor der køres finaler. 

01:25

Ukendte gerningsmænd har løsnet hjulbolte til rallytræf i Vendsyssel

Luk video

Flere nyheder fra TV2 Nord