Chung Yoo-ra skal udleveres til Sydkorea

Den sydkoreanske toprytter, der blev anholdt i Aalborg 1. januar, skal udleveres til sit hjemland.

Siden 2. januar har den 20-årige sydkoreanske Chung Yoo-ra siddet varetægtsfængslet i Aalborg. Hun blev anholdt i Gug på årets første dag under stor bevågenhed fra både danske og sydkoreanske medier, og hun er sigtet for at være involveret i en større skandale om korruption og økonomisk kriminalitet i sit hjemland.

I januar sendte de sydkoreanske myndigheder en anmodning om at få udleveret kvinden, og nu har Rigsadvokaten besluttet, at betingelserne for at udlevere kvinden til strafforfølgelse i Sydkorea er til stede. Det oplyser statsadvokat Mohammad Ahsan fra Rigsadvokaten i en pressemeddelelse. 

Sydkoreanske Chung Yoo-ra, som sidder varetægts-fængslet i Aalborg, skal udleveres til Sydkorea.

De koreanske myndigheder har ad to omgange sendt oplysninger til brug for Rigsadvokatens sagsbehandling. I første omgang var det udleveringsanmodningen, og i anden omgang var det dokumenter indeholdende svar på nogle opfølgende spørgsmål, som Rigsadvokaten havde til udleveringsanmodningen.

- Jeg ved, at sagen har haft stor opmærksomhed i Sydkorea. Derfor er jeg også glad for, at der har været en udbredt forståelse for, at sagsbehandlingen har taget den tid, som har været nødvendig for at behandle sagen grundigt og i overensstemmelse med dansk lovgivning, siger Mohammad Ahsan.

Chung Yoo-ra har nu tre dage til at beslutte, om hun vil indbringe Rigsadvokatens afgørelse for domstolene. Sker det, vil Retten i Aalborg være første instans.


Seneste nyt

fra Nordjylland