"Cimber-konkurs giver dyrere billetter"

Det bliver dyrere at rejse i Danmark via Aalborg Lufthavn. Det forudser en rejseekspert efter at Cimber Sterling i går gik konkurs - men lufthavnens ledelse forventer det modsatte.

Efter Cimber Sterlings konkurs kan det ifølge redaktør på CHECK-IN.dk, Ole Kirchert Christensen, blive dyrere at rejse via Aalborg Lufthavn, fordi efterspørgslen nu er højere end udbuddet.

- Priserne kan risikere at stige - i hvert fald kortvarigt, fordi der er flere kunder der vil rejse end der er udbudte sæder i øjeblikket, siger Ole Kirchert Christensen.

I går meldte direktøren for Aalborg Lufthavn, Søren Svendsen, ellers ud, at prisen på billetterne vil blive holdt på det samme niveau som før flyselskabets konkurs.

Da flyselskabet Cimber Sterling gik konkurs mistede Aalborg Lufthavn pludselig 22 procent af antallet af flysæder.

- Det er klart, at når man tager 20 procent af kapaciteten ud af fartplanen mellem Aalborg og København, så er der for mange kunder i forhold til de udbudte sæder. Og det betyder helt klart, når vi taler udbud og efterspørgsel, at priserne automatisk vil stige, siger Ole Kirchert Christensen.

Men lufthavnens direktør regner ikke med en stigning i billetpriserne - tværtimod:

- Jeg tror chancerne for, at priserne bliver sat ned i stedet for de bliver sat op, den er større, fordi SAS og Norwegian stadigvæk vil kæmpe om passagerne. Og skulle der komme en tredje operatør ind, så er jeg helt overbevist om, at vi får kamp om passagererne.

Aalborg Lufthavn er i kontakt med to flyselskaber, som muligvis vil overtage Cimber Sterlings indenrigsruter. Hvis det sker, kan det ligefrem betyde priskrig på flybilletterne, ifølge direktøren.


Seneste nyt

fra Nordjylland