Cirkusrevyen på fridag i Aalborg: Kongresdirektør vil bevare det tætte forhold

Den nye kongresdirektør for AKKC vil bevare Aalborgs tætte forhold til holdet bag Cirkusrevyen, der i flere år har taget en fridag i byens gader.

I TV2 Nords kultur- og livstilsmagasin, Nordliv, blev der mandag talt om det tætte forhold, Aalborg har til holdet bag Cirkusrevyen. 

Den nye direktør for Aalborg Kongres & Kultur Center (AKKC), Nicolaj Holm, vil gerne bevare forholdet, der i flere år har betydet, at skuespillerne fra Cirkusrevyen har taget en fridag med rundtur i Aalborg by. 

- Jeg har været på Bakken og talt med holdet bag Cirkusrevyen. Jeg har endda haft en snak med Torben Træsko (ejeren af Cirkusrevyen red.). Der er ingen, der har andre ønsker end, at Cirkusrevyen og Aalborg vil være så tætte, som de altid har været, siger Nicolaj Holm i Nordliv mandag.

Det tætte forhold startede ifølge den forhenværende direktør for AKKC, Torben Pedersen, helt tilbage for 33 år siden, da han trådte til som konsulent for kulturcentret. 

- Efterhånden blev de en del af Aalborg og Aalborg en del af dem. Når de har knoklet på med 100 forestillinger, så synes de, det er skægt at komme til Aalborg og opleve en mere afslappet atmosfære, siger Torben Pedersen i Nordliv. 

- Det starter med, at de tager ud i byen og får noget at spise på deres fridag, dagen før premieren. Herefter er vi rundt i zoologisk have, videre til Aalborg Tårnet og rundt til alt muligt. Om onsdagen er der så premiere på forestillingen, fortsætter han.

Holdet bag Cirkusrevyen kommer til Aalborg tirsdag, hvor de holder deres fridag. Onsdag er der premiere i AKKC, og der afholdes forestillinger frem til søndag. 

Mandagens afsnit af Nordliv bød også på livemusik med den nordjyske sanger Rasmus Bo samt en snak med parret, der står bag Løkken Strandhotel og de mange udfordringer, det liv har givet dem. 

Du kan se hele afsnittet på linket her

 


Seneste nyt

fra Nordjylland