Claus Michael Møller til Team Cycling Nord Elite

Den pensionerede cykelrytter fortsætter som sportskoordinator.

Claus Michael Møller indstillede sidste år sin professionelle karriere, og i Team Cycling Nord Elite har man længe haft fingrene ude efter den tidligere bjergklatrer.

- Vi har igennem snart et halvt år været i kontakt med Claus Michael Møller, og hele vejen igennem har der været en tæt og god dialog mellem begge parter, og derfor er vi selvfølgelig også utrolig stolte over at få en erfaren person med ind i organisationen, siger fra Team Cycling Nord Elites manager Jonas Mikkelsen til cykelhjemmesiden feltet.dk.

Selvom Claus Michael Møller er en af cykelsportens "grand old men", er det ikke kun det sportslige, som nordjyden skal tage sig af i sin nye stilling.

- Claus' opgave bliver hovedsageligt at udvikle vores sponsornetværk samt at finde rytterforstærkninger til 2009, hvor vi satser meget på at blive et kontinentalt hold," forklarer Jonas Mikkelsen.

Claus Michael Møller, der oprindeligt er fra Hjørring, ser frem til de nye udfordringer i Nordjylland.

- Efter jeg nu har stoppet min karriere, vil jeg stadig gerne have en tilknytning til cykelsporten, og jeg synes, at Cycling Nord er en utrolig god indgangsvinkel. Primært fordi jeg selv kommer heroppe nord fra og stadig har mine rødder her, siger Claus Michael Møller

I Team Cycling Nord Elite kommer Claus Michael Møller til at arbejde sammen med blandt andre Bo Hamburger.

Har du et godt tip?

Flere nyheder fra TV2 Nord