Per Clausen vil sikre nødjob i Frederikshavn

Frederikshavn Kommune skal ikke forhindres i at oprette job til de arbejdsløse, der næste år risikerer at falde ud af dagpengesystemet, mener nordjysk politiker.

Enhedslistens Per Clausen vil sikre, at Frederikshavn Kommune får lovat gennemføre planerne om at oprette nødjob til de af kommunens ledige, der efter nytår står til at falde ud af dagpengesystemet, fordi de ikke har klaret optjeningskravet for at blive berettiget til en ny dagpengeperiode.

Statsforvaltningen i Nordjylland er ved at undersøge, om det er lovligt, at Frederikshavn Kommune opretter nødjobbene, og det nordjyske folketingsmedlem Per Clausen vil sikre at kommunen får lov.

- Det ville være helt urimeligt, hvis Frederikshavn kommune forhindres i at oprette jobs til arbejdsløse, som er ved at falde ud af dagpengesystemet. Derfor bør regeringen gå offensivt ind og sikre at denne mulighed er lovlig, så vi ikke risikerer, at Statsforvaltningen sætter en stopper for disse gode initiativer. Enhedslisten kræver dette problem løst ved finanslovsforhandlingerne og et element i en løsning bliver oprettelse af job målrettet langvarigt arbejdsløse. Kommunerne skal opmuntres til at gennemføre sådanne initiativer - ikke udsættes for forhindringer, skriver Per Clausen i en mail.


Seneste nyt

fra Nordjylland