Per Clausen vil skærpe kravene til Total

Foto: TV2/NORD (Arkiv)

Klima- og energiministeren bør skærpe kravene til Total, mener Per Clausen.

Enhedslistens folketingsmedlem Per Clausen lægger ikke fingrene imellem, når han skal udtrykke sin utilfredshed med Total, som onsdag er blevet påbudt at stoppe deres boringer efter Skifergas i undergrunden under Dybvad.

- Firmaet har tilsyneladende ikke nogen respekt for dansk lovgivning og myndigheder, og at virksomheden således allerede nu bevidst overtræder tilladelser, mindsker ikke just frygten for miljøkonsekvenserne af firmaets aktiviteter, siger han.

Clausen, der også er byrådsmedlem i Aalborg, vil have klima- og energiminister Rasmus Helveg Petersen (Radikale Venstre) til at skærpe miljøkravene - og konsekvenserne hvis de overtrædes - til Total, så noget tilsvarende ikke kan ske, når fase to i projektet sættes igang.

- Jeg har nu opfordret klima- og energiminister Rasmus Helveg Petersen til at gøre det klart for virksomheden, at hvis de tilsidesætter dansk lovgivning og myndigheder, trækkes hele tilladelsen øjeblikkeligt tilbage, siger han.

Har du et godt tip?

Flere nyheder fra TV2 Nord