Cold Hawaii og Robert Sand hyldes på slottet

Eventmanager Robert Sand fra World Cup'en i Cold Hawaii har fået en royal high five og skal til bal på slottet.

Det er ikke kun almindelige danskere, der har fået øjnene op for verdensklasse surfing i Klitmøller. Også på Amalienborg Slotsplads har World Cup-stævnet vakt opsigt, og nu skal stævnearrangør Robert Sand finde sin fineste våddragt frem i skabet, for han skal til taffel på de bonede gulve i hovedstaden.

- Det er nok kronprinsen, der har hvisket sin mor i øret, at vi har gang i noget særligt her i Thy, griner Robert Sand efter han har modtaget invitation fra Dronningen og Prinsgemalen til hofbal på Fredensborg Slot.

Her vil regentparret hædre og anerkende 'de mange mennesker, der arbejder inden for turismen og oplevelsesøkonomien', som der står i den personlige invitationen til Robert Sand fra Kongehuset.

- Det er helt utroligt stort skulderklap. Ikke bare til de mange frivillige, der kommer til Thy år efter år for at hjælpe med at skabe det bedste stævne på World Cup'en. Men alle i og omkring vores fantastiske område, der utrætteligt arbejder for at gøre vores lille hjørne af Danmark til verdens bedste sted at bo, siger Robert Sand.

- Jeg tror, at det er vigtigt for lokalsamfundet, at kongehuset kan se hele vejen fra Amalienborg til Thy. Det så vi i 2013, da kronprinsen besøgte os. Det ser vi nu, og det gør mig helt vildt stolt. Og en smule ydmyg, siger Robert Sand.

Står det til ham, skulle de 150 frivillige, der er med til at arrangere stævnet, også med på Fredensborg Slot.

- Uden dem kan det ikke lade sig gøre at arrangere World Cup'en, siger han og lover, at han og Friends of Cold Hawaii vil holde deres eget hofbal i Hummerhuset i løbet af vinteren eller foråret for at sende den kongelige anerkendelse videre.

Regentparret har ud over Robert Sand inviteret en bred vifte af repræsentanter fra turismen og oplevelsesøkonomien til Fredensborg Koncert og efterfølgende souper den 10. november på Fredensborg Slot.


Seneste nyt

fra Nordjylland