Color Print er reddet

215 medarbejdere hos Color Print beholder deres arbejde, efter at trykkerikoncernen er blevet købt af en århusiansk virksomhed.

Den århusianske trykkerikoncern Stibo har købt Color Print, der har hovedsæde i Vadum. Det sker efter, at Color Print i sidste uge blev erklæret konkurs.

Købet omfatter hele trykkeriet i Vadum samt den grafiske full-service virksomhed Scanprint i Aarhus. Stibo overtager 140 medarbejdere fra Vadum og 75 medarbejdere fra Aarhus-afdelingen.

15 medarbejdere fra Vadum er blevet fritstillet.

-Der er tale om 'the perfect match', da virksomhedernes aktiviteter supplerer hinanden på bedste vis, siger Hans Damgaard, som er administrerende direktør i Stibo koncernen.

Stibo-koncernen overtager de danske aktiviteter i Color Print med virkning fra onsdag. Dermed bliver Stibo samlet set det største trykkeri i Skandinavien inden for magasiner, reklametryksager og kataloger.


Seneste nyt

fra Nordjylland