Comedystjerne markerer sig i Aalborg: Jeff Dunham planter syngende træ

01:33

Foto: Aalborg Kongres og Kultur Center

Foto: Aalborg Kongres og Kultur Center

Foto: Aalborg

1 af 4

Bugtaleren Jeff Dunham gæster i aften Aalborg Kongres og Kultur Center. I den forbindelse har den verdensberømte komiker fået plantet et træ blandt de syngende træer i Kildeparken.

Det er en årelang tradition, at verdensberømte sangere, der gæster Aalborg Kongres og Kultur Center får lov til at plante deres eget træ. Nu har en ny type kunstner fået plads blandt musikerne. 

I stedet for en sang kan man nu også høre bugtaler Jeff Dunhams karakteristiske linje ”SILENCE! I KILL YOU”, når man trykker på musikstanderen ved den verdensberømte komikers træ. 

Lyden er fra hans nok mest berømte karakter Achmed The Dead Terrorist.

- Jeg har været omgivet af trædukker, det meste af mit liv, men nu har jeg endelig fået mig et træ, der ikke svarer igen, grinede Jeff Dunham under træplantningen, og han benyttede samtidig lejligheden til at streame live til sine mange følgere på YouTube og Facebook for at forklare om sit nye ærestræ i Aalborg, skriver Aalborg Kongres og Kulturcenter i en pressemeddelelse.

Nordjyllands Walk of Fame

Det er i anledning af Jeff Dunhams udsolgte show i Aalborg Kongres og Kultur Center tirsdag aften, at han har fået lov at plante et træ i Kildeparken. 

- Dette er jeres version af en Walk of Fame. Og nu har jeg både en stjerne på Hollywoods Walk of Fame og et syngende træ her i Aalborg, så nu kan jeg dø lykkelig, sagde Jeff Dunham med sit karakteristiske skælmske smil på læben, skriver Aalborg Kongres og Kultur Center i en pressemeddelelse.

Jeff Dunham er én af tre komikere, der har fået lov til at plante et træ i Kildeparken. John Cleese plantede et træ i forbindelse med sit show i Aalborg i 2010, og udenlandsdanskeren Victor Borge gjorde ligeså i maj tilbage i 1991.

Udover de meget få komikere er bugtaleren også kommet i selskab med Sting, Leonard Cohen, Ray Charles, Bob Dylan, Paul Simon og Prince der blot er nogle af de internationale stjerner, som har plantet et træ i parken siden Cliff Richard foretog den første træplantning i 1987.