Pudsede hund på betjente under anholdelse efter jordbærtyveri

I juli pudsede to jordbærtyve ifølge anklageskriftet en bidsk hund på politiet.

Det bedste forsvar er som bekendt angreb, men alligevel hører det til sjældenhederne, at personer, der er ved at blive anholdt, lader deres hund gå til angreb på betjentene.

Det var ikke desto mindre ifølge anklageskriftet, hvad der skete i Aalborg i sommer, da politiet ville undersøge en 42-årig kvinde og en 55-årig mand nærmere.

Episoden fandt sted 25. juli i det vestlige Aalborg. Politiet fik en anmeldelse om butikstyveri af en bakke jordbær til 24,95 kroner og en rude, der efterfølgende var blevet knust i en købmandsbutik i vestbyen.

”Bid dem, bid dem!”

Politiet sendte en patrulje til området, og betjentene stødte kort efter på den 42-årige kvinde og den 55-årige mand ved Poul Buås Vej. Ifølge anklageskriftet i sagen ville betjentene tjekke op på de to, som kom gående med en hund, men de havde på ingen måde lyst til at tale med politiet. 

Tværtimod kommanderede kvinden og manden – ifølge anklageskriftet – hunden til at angribe politiet ved at sige ”Bid dem, bid dem!” til hunden.

Hunden gik herefter til angreb og bed den ene betjent flere gange i underarmen.

Betjent sparket i bryst og hoved

Den 42-årige kvinde er desuden tiltalt for under den efterfølgende tumult at have sparket en af betjentene flere gange i brystet og i hovedet. Ifølge de oplysninger, der kom frem i forbindelse med anholdelsen af parret, så slap betjentene dog uden alvorlige skader efter såvel hundebid som spark.

Den 42-årige kvinde har siddet varetægtsfængslet siden episoden, mens manden befinder sig på psykiatrisk sygehus. Efter overfaldet blev hunden også taget i forvaring, og i forbindelse med retssagen lægger politiet op til, at hunden skal konfiskeres.


Seneste nyt

fra Nordjylland