Cykel-bestyrelse afviser kollaps

Beskyldninger har ikke noget på sig.

Cykelholdet Concordia Forsikring-Riwal er ikke på vej mod konkurs. Det forsikrer bestyrelsesmedlem Mogens Kristensen, efter at tidligere sportsdirektør hos Concordia Forsikring-Riwal Preben Svenningsen i BT langer heftigt ud efter holdet og dets økonomiske forhold.

- Vi vidste slet ikke, at vi var på vej mod konkurs. Da jeg så på vores bankkonto for en halv time siden, var der hvert fald ikke nogen problemer, siger medlem af bestyrelsen Mogens Kristensen til TV2/NORD.

Concordia Forsikring-Riwal, der har sommerens Post Danmark Rundt som det helt store mål for sæsonen, bliver beskyldt for ikke at have udbetalt løn til flere personer omkring holdet. Preben Svenningsen, der ifølge Mogens Kristensen kun var sportsdirektør for holdet i ganske få løb, anklager også Concordia Forsikring-Riwal for ikke at have materialet i stand til et professionelt cykelhold.

- Hvad han kan sige om vores økonomi, det, synes jeg, er helt fantastisk. Han har ikke haft nogen anelse om vores økonomi, siger Mogens Kristensen om Preben Svenningsen kritik af forholdene på holdet.

Selvom aftalen med holdets storsponser Concordia udløber efter denne sæson er bestyrelsesmedlemmet fortrøstningsfuld i forhold til holdets fremtid.

- Vi arbejder på en hel række firmaer, som er interesserede i at sponsorere os. Omkring 90 virksomheder er klar til at støtte op om os, siger Mogens Kristensen.

Concordia Forsikring-Riwal stiller med hele holdet til gadeløbet i Aalborg den 29. juli, og også til Post Danmark Rundt er de stærkt repræsenteret med både Kasper Kolstergaard og Martin Mortensen.

Post Danmark Rundt afvikles fra den 31/7-4/8.


Seneste nyt

fra Nordjylland