Cykellegebane på vej til Løvvangen

I dag har Cyklistforbundet med støtte fra Nordea-fonden tildelt Aalborg Kommune 500.000 kroner til at anlægge en cykellegebane ved Løvvangsskolen i Nørresundby.

Dermed er Aalborg Kommune en blandt 10 danske kommuner, som kommer til at udbrede en nyskabende cykelaktivitet i Danmark, der kaldes Cykelleg.

Cykellegebanen kan bruges af børn, der er ved at lære deres cykel at kende, og af børn, der allerede cykler godt. Men også voksne med behov for cykeltræning, fx folk fra lande uden en cykelkultur eller ældre, der ikke har cyklet længe, vil kunne bruge banerne.

På banen kan man træne sin cykelsikkerhed - det vil sige de basale cykelmanøvrer, som at holde balancen, starte og bremse sikkert, styre med én hånd, se til siden og tilbage uden for meget slinger, orientere sig i forhold til andre og aflæse, hvad andre gør, og handle derefter.

Rådmand i Skoleforvaltningen Tina French Nielsen er begejstret for den kommende cykellegebane ved Løvvangsskolen:

- Cykellegebanen sætter en tyk streg under Aalborgs status som ambitiøs cykelby og bliver en attraktion for store og små cyklister i Løvvangsområdet og ikke mindst resten af vores kommune. Banen er et resultat af et flot samarbejde mellem vores forvaltninger, Løvvangskolen, Børne og Ungehuset Løvbakken og Aalborg Cykelby. Det viser, at vi skaber resultater, når vi samarbejder på tværs om at give lokalområdet et løft, siger rådmanden.

Rådmand i By- og Landskabsforvaltningen Hans Henrik Henriksen tilføjer:

- Projektet er et stærkt eksempel på vores fokus på at blive en af landets førende cykelkommuner. Det kræver samarbejde og nytænkning. Med projektet introducerer vi fx Nordjyllands første cykelbibliotek med mulighed for at gå på opdagelse i cyklernes verden og afprøve en bred vifte af cykler. Cykelbiblioteket vil være mobilt, så det samtidig kan bruges andre steder fx ifm. større events. Hensigten er både at vække begejstring og at profilere Aalborg som cykelby.

At vi med cykellegebanen samtidig får skabt et nyt, spændende mødested for bydelens borgere er helt i tråd med kommunens byudviklingsstrategier. Det vil være et lokalt mødested, hvor alle kommunens borgere og institutioner er velkommen.

Cykellegebanen kommer til at huse et cykelbibliotek, hvor man kan låne og lege med forskellige cykler, eksempelvis elcykler, ethjulede cykler, mountainbikes. Her kan man gå på opdagelse i cyklernes verden, og generelt få en større glæde for at cykle ved at afprøve og opleve cyklens potentiale og mange fordele. 

Biblioteket vil desuden rumme et lille cykelværksted, hvor man kan få hjælp til at indstille cyklerne. Cykelbiblioteket er mobilt og kan derfor flyttes rundt i kommunen ved forskellige store og små events.

 

Fakta om cykellegebanen

  • Cykellegebanen anlægges på den gamle trafiklegeplads ved Løvvangskolen med et stort tilhørende kuperet skovområde.
  • I alt er området på godt 9.500 m2.
  • Cykellegebanen etableres i et lokalområde med mange skoler, dagsinstitutioner og frivillige foreninger.
  • Inden for en radius af 3 km. 5 folkeskoler og 14 daginstitutioner.

 

Ud over støtten fra Cyklistforbundet bidrager Skoleforvaltningen og By- og Landskabsforvaltningen med 500.000 kr. Den samlede anlægssum for Aalborg Kommunes nye cykellegebane bliver på 1 mio. kr.

Direktør for Cyklistforbundet Klaus Bondam ser store perspektiver i cykellegebanerne:

- Cykellegebaner er nyt i Danmark – faktisk findes der kun enkelte baner af den kvalitet, som de 10 kommuner nu går i gang med. Det skyldes, at vi har stillet nogle særlige krav til projekterne, bl.a. til areal og aktivitetsmuligheder, så banerne vil give børnene en sjov og udfordrende oplevelse, mens de lærer at cykle og styrke deres kropsfornemmelse og motorik. For at nå det mål har vi også tilknyttet en landskabsarkitekt og en bevægelsespædagog, som vil rådgive kommunerne i udviklingsprocessen. For cykelbaner er ikke en hyldevare, men et relativt nyt fænomen i Danmark, siger Klaus Bondam, direktør i Cyklistforbundet.

 

 


Seneste nyt

fra Nordjylland