Cykelstjerne til Aalborg

Arrangørerne af det professionelle cykelgadeløb i Aalborg, har en hemmelighed, der er så stor, at de først vil afsløre den på tirsdag, når Fuglsang, Bak og Valgren er kørt i mål på Nytorv i Aalborg.

De lokker. Og arrangørerne af det professionelle cykelløb Spilnu Grand Prix, der bliver afviklet i Aalborgs gader, glæder sig.

Ikke kun over at de danske Tour de France-stjerner - Jacob Fuglsang, Lars Bak og Michael Valgren - sidder med i det 70 mand store felt, som tirsdag i en time plus fem omgange skal drøne igennem Aalborgs centrum.

Men også fordi de har en hemmelighed. En stor én af slagsen, lyder det til.

- Det her er så stor en nyhed, at jeg vil kalde det den største sportsnyhed i Aalborg, griner direktør i Special Invite, Jonas Mikkelsen.

Han forventer, at der i løbets femte udgave vil være omkring 10.000 tilskuere langs ruten med start på Nytorv, forbi Salling og Friis, gennem tunnellen, igennem Danmarksgade og opløb på Boulevarden.

- Vi glæder os meget til at til at tage imod vores danske stjerner i Aalborg og der bliver med garanti cykelfest i Aalborg, hvor tilskuere kan få lov til at hylde de danske stjerner. Alle tre ryttere har gjort det flot under Tour de France og været blandt løbets profiler, så vi er meget stolte over at få dem til cykelløb i Danmark blot to dage efter Tour de France, siger Jonas Mikkelsen, som er manden med hemmeligheden.

- Du kan ikke ryste svaret fra mig. På tirsdag efter gadeløbet præsenterer vi, at en af verdens største cykelryttere kommer til Aalborg senere på året. Hvem personen er, og hvad der kommer til at ske, løfter vi sløret for på målstregen efter cykelløbet.

Mon ikke sådan en begivenhed og hemmelighed kan lokke tilskuerne til gadeløb i Aalborg?


Seneste nyt

fra Nordjylland