Cykler 1400 kilometer for Julemærkehjemmet i Hobro

Nordjylland har 45 ryttere på det hold, som sammen med fire øvrige danske hold cykler penge ind for at støtte de fem Julemærkehjem i Danmark.

Tour de Taxa cykler for niende gang til Paris for at samle penge ind til Julemærkehjemmet i Hobro. De drives af Julemærkefonden, som H.K.H. Kronprinsesse Mary er protektor for. Det skriver kanalfrederikshavn.dk.

I 2017 blev der cyklet 1,25 millioner kroner ind til Julemærkefonden, og målet i 2018 er at slå dette beløb.

Turen på de ni dage går ned over Vejle mod grænsen, igennem Tyskland, Holland og Belgien og ind til Paris. Nordjyderne cykler sammen med de øvrige fire hold samlet ind gennem Paris fredag 27. juli, så det er et felt på knap 200 ryttere, der triller op ad Champs-Élysées, runder Triumfbuen og slutter ved foden af Eiffeltårnet.

Ved Eiffeltårnet vil der sikkert være gensynsglæde med familierne, og måske har de en blød pude med.

Man kan støtte den gode sag - Julemærkehjemmet Hobro - ved for eksempel at aftale et fast ørebeløb pr. kørt km direkte med den enkelte rytter.

Knud Erik Høegh, holdets kaptajn og ansat på Julemærkehjemmet i Hobro, cykler turen for ottende gang.

- Udover at støtte Julemærkehjemmene skal der være fokus på et godt kammeratskab, sammenhold og god opførsel på landevejene. Og der er plads til alle. Vi er fra 25 til 71 år. Denne tur er ikke et cykelløb, men en cykeltur, understreger Knud Erik Høegh.

Holdet cykler ud og hjem sammen, giver tegn, når der svinges og stoppes, følger færdselsreglerne og viser hensyn til medtrafikanterne. Bilisterne får tit en high five med på vejen.

- Det bliver da en hård tur. 1.400 km på kun ni dage er ikke bare noget, man lige gør, og det kræver meget af deltagerne. Der bliver sørget for god forplejning, massage og mekaniker i det serviceteam på otte personer, der følger holdet. Og der ligger på forhånd cirka 2.800-3.500 træningskilometer i de enkelte deltageres ben, fortæller Knud Erik Høegh.

Tour de Taxa-holdet kan let genkendes på vejene i de sort/gule hjelme og grøn/gule tøj.

Det første Tour de Taxa-hold blev dannet af en gruppe med tilknytning til Aarhus Taxa i 2010. Der var 32 ryttere på den første tour fra Aarhus til Paris.

De følgende år blev der dannet et hold i København og et på Sydhavsøerne. I 2014 blev det første hold fra Himmerland dannet, og i 2016 kom holdet fra Syd/Sønderjylland og Fyn til.


Seneste nyt

fra Nordjylland