Cykler for klovne

Ekstremløberne Helle Mortensen og Anders Jeppesen fra Vodskov har skiftet løbeskoene ud med cykler, når turen lørdag går til Wien.

De to supermotionister regner med at tilbagelægge de 1563 kilometer på tolv dagsetaper. Dertil skal så lægges et par hviledage.

- Når vi har været på løbeture - for eksempel til Paris eller Berlin - har vi ikke haft fridage undervejs. Det vil vi prøve i år, siger Helle Mortensen med et stort smil.

Begge afviser på det bestemteste, at de skulle være blevet magelige med alderen, siden de denne gang tager cyklen.

- Bestemt ikke. Vi skal løbe mange maraton i tiden, der kommer. Men variation er vigtig, siger Anders Jeppesen fra sadlen.

Anders er blevet 54 år og Helle er 50. Begge regner med at blive godt ømme i bagdelen, men som Anders retorisk spørger: Er det røven eller mig, der skal bestemme?

Ud over at stille sig selv endnu en fysisk udfordring, vil parret med turen gerne gøre opmærksom på de danske hospitalsklovne, som er i akut pengenød.

Når Vodskovparret kommer hjem, bortauktioneres de to sponsorerede cykler for højeste bud. På hjemmesiden www.danskehospitalsklovne.dk kan man læse mere om hospitalsklovnene arbejde, og på siden www.betternow.dk/helle-og-anders-cykler-til-wien-team-danske-hospitalsklovne kan der ydes et bidrag.


Seneste nyt

fra Nordjylland