Cykler til Paris for sin datter

02:08

Foto: Michael Andersen

1 af 2

I morges satte Team Rynkeby kursen mod Paris til fordel for Børnecancerfonden. For en af de 52 nordjyske ryttere er årsagen helt særlig.

Maria Berg Badstue satte fredag morgen kursen mod Paris. Sammen med Team Rynkeby tilbagelægger hun den lange tur på cykel for at samle støtte til Børnecancerfonden.

Hendes datter Sara på fem har lige lært at køre uden støttehjul, så det går lidt ud over hendes forstand at mor skal cykle helt til Paris. Men hun har lavet en tegning til sin mor, der fungerer som støtte og inspiration. Godt klaret, mor, står der på den.

- Her i foråret, når det er blevet lidt hårdt, har jeg hængt den op på opslagstavlen og kigget på den. Så tænkte jeg: At når hun tror på mig, så kan jeg også klare det.

- For jeg har troet at hun kunne klare den igennem alle de udfordringer vi er blevet mødt af.

Sara fik nemlig konstateret leukæmi for to år siden.

- Hun har været udsat for helt utroligt meget og har været en sej lille pige. Og jeg har faktisk set lidt op til hende, for hun har på intet tidspunkt klaget over det her.

Sara har det godt nu, og kan om lidt afslutte 2,5 års kræftbehandling.

Maria Berg Badstue har siden efteråret samlet ind til Børnecancerfonden, som Team Rynkeby støtter. Sidste år samlede de nordiske teams i alt 23 millioner ind til sagen.

Se hele reportagen med Maria og Sara herover.

Har du et godt tip?