Daisy Nielsen klar til næste sæson

Foto: Johnni Isaksen

20-årige Daisy Nielsen har haft sin første sæson som professionel golfspiller, og hun har formået at kvalificere sig til Europa touren i 2015. Hun er for alvor kommet ovenpå igen, efter en mental nedtur ramte hende for to år siden.

Daisy Nielsen fra Aalborg Golf Klub er tilbage i topform. Hun sluttede sæsonen i år med en tredjeplads på ranglisten på LET Access Touren, som hun spillede på. Derved er hun kvalificeret til at komme med på Europa touren senere i år.

- Det glæder jeg mig rigtig meget til. Så målet er nået. Og det er rigtig lang tid siden, at jeg har nået et mål, siger Daisy Nielsen.

En mental nedtur ramte hende for to år siden, da hun i 2012 havde sin værste sæson nogensinde. Daisy Nielsen har siden styrket sit mentale fokus, og har formået at lægge nedturen fuldstændig bag sig.

- Det var nok mest i hovedet. Det var der, det hele startede, tror jeg. Det var rigtig meget mentalt, og så var der selvfølgelig også nogle små ting med svinget, men der vil altid være nogle små ting, som man arbejder på, så problemet var helt klart meget mentalt, siger Daisy Nielsen.

Hun blev i en tidlig alder udråbt til et kæmpe talent inden for golfverdenen. Forhåbningerne til hende samt hendes egne forventninger til hendes spil var det, der udløste krisen.

- Jeg blev ret hurtigt god til at spille golf, og spillede hurtigt med på et højere niveau. Så jo ældre jeg blev, jo mere ville jeg gerne holde fast i og lave gode resultater og vise at jeg kunne. Og det gjorde måske at jeg blev meget kontrolleret og lidt bange for at slå og for at spille frit, så det var ligesom noget af det, der gjorde, at jeg kom i den her krise, fortæller Daisy Nielsen.

Hun fortæller, at hun har omlagt sine træningsrutiner fra at træne i mange timer hver dag til nu at træne klogere og mere fokuseret, men i kortere intervaller.

- Dengang kunne jeg træne i syv-otte timer, og jeg fik måske noget ud af det i fire timer, og i de resterende fire timer blev jeg ikke bedre, der fik jeg ikke noget ud af det, så jeg blev måske endda lidt dårligere, siger hun.

I løbet af træningen holder hun sine tænkepauser, og det har gjort hele forskellen.

- Her hvor jeg står i dag, der tænker jeg meget mere over kvaliteten i træningen, frem for mængden. Og det tager lidt tid, så hvis man har en dag, hvor man måske træner i fire timer, så kan det godt være, at man bliver nødt til at bruge en time på lige at tænke sig om, og finde ud af hvad man egentligt vil med træningen, siger Daisy Nielsen.

Indenfor to år håber Daisy Nielsen at have vundet en Europa tour-turnering.

Har du et godt tip?

Flere nyheder fra TV2 Nord