Dalsgaards fart hitter i Belgien

Henrik Dalsgaard spillede i AaB fra 2009 til udgangen af 2015. Foto: Allan Storkborg

Henrik Dalsgaard skiftede for nyligt til SV Zulte Waragem. Nu har han med sin hurtighed allerede gjort sig bemærket i Belgien.

Henrik Dalsgaard var kendt som en af Superligaens hurtigste, da han spillede i AaB. Nu spiller han i belgiske SV Zulte Waragem, hvor hans fart også er blevet bemærket.

Det fortæller den 26-årige nordjyde i et interview på klubbens twitter-profil. Henrik Dalsgaard forklarer, at han i den første uge i den nye klub løb hurtigere end alle medspillerne til deres store forundring.

Han fortæller også om en tidligere episode i Aalborg, hvor han for alvor slog fast, hvor hurtig han er.

- Sammen med den fysiske træner i Aalborg lavede jeg på et tidspunkt et 100 meter løb, bare for at se hvor hurtig jeg var. Og faktisk ville jeg have vundet sølv ved det danske mesterskab i 100 meter løb, hvis det havde været officielt, fortæller Henrik Dalsgaard i videoen på SV Zulte Waragems twitter-profil.

Henrik Dalsgaard har kontrakt med SV Zulte Waragem til 2018.

Flere nyheder fra TV2 Nord