Dankortet satte rekord og var rødglødende i december

Aldrig før har danskerne brugt dankortet så mange gange som den 20. december 2013.

Dankort-terminalerne må have været rødglødende før jul, for danskerne havde mere end almindelig travlt med at bruge betalingskortet.

Dankortet blev brugt knap 4,4 millioner gange den 20. december, hvilket er det højeste antal betalinger med dankort på én dag i dankortets historie, skriver Nets i en pressemeddelelse.

Med dagsrekorden blev der samtidig rundet en milliard dankort-betalinger i år, hvilket ifølge Nets er det højeste antal nogensinde inden for et kalenderår.

De første 23 dage af december købte danskerne ind for knap 26 milliarder kroner med deres dankort, og dermed slog de forbruget i sidste års julemåned med 3,3 procent.

Fra den 1.-23. december steg antallet af transaktioner 6,2 procent. Sammenholdes dette med dankort-forbruget i samme periode, giver det et gennemsnitskøb på 326 kroner, hvilket er ni kroner mindre end året før.

- Det kan skyldes, at danskerne i stigende grad bruger Dankortet til forskellige typer køb, herunder også småvarekøb og pengeoverførsler fra person til person via mobile betalingsløsninger, skriver Nets.


Seneste nyt

fra Nordjylland