Danmark får en uge med blæst og regn

Foto: Lars Christoffersen

Den kommende uge byder på klassisk efterårsvejr med blæst og regn - og trods vinterens indtog ingen sne.

Det bliver nødvendigt at holde på hat og briller i den kommende uge - og samtidig er det en god idé, at tage en paraply med sig rundt. Ugen byder nemlig på masser af vind, skyer og regn.

- Det bliver det vejr, vi har manglet hele novembermåned: Ganske almindeligt efterårsvejr med frisk vind og nogle gange stiv kuling fra sydvestlig retning. Og så får vi skyer og regn og lidt opklaring ind imellem, siger Mikael Jarnvig fra TV2's Vejrcenter.

Til gengæld bliver det svært at mærke, at kalenderen siger 1. december på torsdag og dermed vinter - for frosten og kulden udebliver.

- Der bliver ikke nødvendigt at udskifte cyklen med kanen, for der er ikke udsigt til sne. Vi kommer op på en syv-otte-ni grader i dagtimerne, og vi holder frosten fra døren i nattetimerne, siger Mikael Jarnvig.

- De første nætter bliver det omkring fem grader om natten og sidst på ugen kommer det ned på et par grader, siger han.

Søndagens stormvejr er allerede stilnet af, og mandagen bliver langt mere stille og rolig.

- Det, der kan giver problemer, er forhøjede vandstande, fordi den kraftige vind har flyttet rundt på vandet ved vestkysten. Men der er man vant til det og har diger, der tager det, siger han.

- Der er dog også suset vand ned gennem Øresund, og i følge DMI's vandstandsprognose vil vandstanden i Københavns Havn stige til 1,40 meter over det normale, siger Mikael Jarnvig.

- Det er sådan lidt usædvanligt, og man vil kunne se, at afstanden fra vandet til kajkanten er betænkelig lille, men bør heller ikke give problemer, siger han.

/ritzau/

Har du et godt tip?