Danmarks lykkeligste udvalgsformand

Mens de fleste kommuner kæmper med stigende sociale udgifter, så går det den modsatte vej i Frederikshavn. Her ser overskuddet på det sociale område i år ud til at blive på 2,2 millioner kroner, oplyser P4 Nordjylland.

- Jeg er nok Danmarks lykkeligste socialudvalgsformand! Men jeg har også lært, at man skal passe på, for lige pludselig kan bøtten jo vende, lyder det fra socialudvalgsformand Peter E. Nielsen.

Det er mindst otte år siden, at der har været overskud på det sociale budget i Frederikshavn Kommune.

Ifølge kommunen skyldes opturen blandt andet færre sygedage og færre borgere, der bliver sendt til behandling i andre kommuner.

Faldet i antallet af sygedage hos de ansatte er resultatet af en målrettet indsats fra kommunens side.

Når social- og sundhedsassistenten melder sig syg, ringer lederen først efter fem dage og igen efter 14 sygedage. Og det er de ansatte glade for.

- Mange siger, at det faktisk var dejligt lige at blive ringet op. Og dejligt at nogen lige ringer for, at høre hvordan det går, fortæller social- og sundhedsassistent Berit Lundergaard

Færre sygedage har givet kommunen op imod 10 millioner kroner mere i kassen.

- Det er blevet forbavsende godt modtaget, og det har jo givet en godt resultat. Al forskning viser jo også, at jo længere man er væk fra arbejdspladsen, jo større er risikoen for, at man ikke kommer tilbage, fortæller afdelingschef i social- og sundhedsforvaltningen Hanne Brønlund.

Derudover har kommunen oprettet et udvalg, hvor samtlige chefer samarbejder om at skræddersy behandlingstilbud, så flere borgere kan hjælpes inden for kommunegrænsen i stedet for, at de
bliver henvist til dyrere tilbud i andre kommuner.

- Det er jo godt, hvis vi kan beholde borgeren i kommunen, fordi det vil de fleste borgere jo gerne. Det andet er, at vi har en mulighed for, at lave et godt tilbud til en væsentlig billigere pris, fortæller faglig koordinator i social- og sundhedsforvaltningen Alice Eriksen.


Seneste nyt

fra Nordjylland