Danmarks mest sikre bus til Hjørring

Børne- og Ungehuset Lundegaard i Hjørring får i dag Danmarks måske mest sikre bus med indbyggede børnesæder.

Efter at Børne- og Ungehuset Lundergaard fik at vide, at selerne i deres gamle bus var ulovlige, valgte institutionen at anvende en anden løsning. Derfor får de nu Danmarks første bus med indbyggede barnestole.

- Vi gik efter en løsning, som skulle være sikker og nem at anvende i dagligdagen, og det er en udfordring, da vi kører med børn i flere aldersgrupper i løbet af dagen. Hybridsæderne er meget tiltalende, da vi slipper for at skulle slæbe rundt på løse barnestole og for at holde styr på at få monteret de barnestole som passer til børnenes vægt.

Sæderne er bygget præcist ligesom de almindelige voksensæder. Dog kan de klappes ned, så et børnesæde inde bag voksensædet kan foldes ud.

- Med hybridsæderne har vi altid godkendte barnestole med i bussen, som passer til børnenes størrelse, uanset hvor store de er, og det er skønt - forældrene forventer jo at tingene er i orden.

Overdragelsen af bussen blev markeret med en lille fest og køretur. En af dem, der var heldig at komme med på den første køretur, var Sebastian Andersen på fem år.

- Det er en dejlig dag, solen skinnner og nu kan vi snart komme på koloni, fortæller han.


Seneste nyt

fra Nordjylland