Dansk Blindesamfund: Vi vil behandles som alle andre

Dansk Blindesamfund ønsker, at blinde og svagtseende kan slippe for at blive diskrimineret på grund af deres handicap. Men for at det kan ske, kræves der en holdningsændring, lyder det fra organisationen.

Hvad der skulle have været en hyggelig bryllupsrejse for to til solskinsøen Bornholm blev i stedet en påmindelse om, at med et handicap og en førerhund gælder - åbenbart - særlige regler. Michelle og Esben Andersen har hver især en førerhund ved hånden, når de bevæger sig udenfor i Aalborgs gader. De er nemlig begge blinde. Men så længe hunden er ved siden og agerer øjne for det nygifte par, har de ingen problemer med at krydse hverken trafikerede gader eller tage bybusser.

Ikke desto mindre vurderede rejseselskabet Riis Rejser, at førerhundene ikke er velkommen i bussen til Bornholm.

- For at rejse med Riis Rejser, så skal man være selvhjulpen. Vi vurderer at de her førerhunde ikke gør det ud for det at være selvhjulpen. Det er vores vurdering, siger direktør for Riis Rejser, Søren Riis.

Den samme besked mødte parret hos et andet rejseselskab, Nilles Busrejser.

Et blindt par fra Aalborg kan ikke komme på bryllupsrejse. Busselskaberne vil ikke have førerhundene med.

Hos Dansk Blindesamfund siger formand Thorkild Olesen, at blinde og svagtseende ofte oplever at blive afvist på restauranter, diskoteker og i butikker.

- Vi synes, at vi som blinde og svagtseende skal kunne komme med lige såvel som alle mulige andre. Vi har jo ligesom alle andre også lyst til at komme på ferie.

Afslaget fra de to rejseselskaber har fået flere politikere til at stejle. Og socialordfører for Venstre, Carl Holst, foreslår derfor en lovændring, der skal forbyde diskrimination mod handicappede i det offentlige rum. 

- Spørgsmålet er, om der er nogle handicappede, der skal have hjælp af de andre passagerer. Det er for mig at se helt naturligt, at man hjælper andre. Man hjælper jo også ældre, lyder det fra politikeren.

- Det forbud, som Carl Holst taler om, kan være med til, at der kommer en dialog, inden folk bare siger nej, siger Thorkild Olesen, formand for Dansk Blindesamfund.

Uanset om den handicappede har kørestol eller hund med som hjælpemiddel, der bør der ikk diskrimineres, mener formanden. 

- Jeg synes, det er en dum diskussion, for det handler om at få hjælpemiddel med. I det her tilfælde er det hjælpemiddel så levende. Hos Dansk Blindesamfund har vi trænet førerhunde i 70 år. Vi ved godt, hvordan vi skal gøre det. Det her er et godt og velafprøvet hjælpemiddel.

Hvad så hvis man er allergisk, skal man så sætte sig ned i den anden ende, eller hvad skal man gør?

- Det adskiller sig ikke fra andre busser. Hvis man er allergisk, kan man snakke med den blinde, der har en førerhund, om den person kan sætte sig et andet sted. Det gør vi også i toge og i andre busser. 

Skal private busselskaber tvinges til at tage førerhunde med?

- Det, som er hele humlen, er i virkeligheden ikke, om man skal tvinges eller ej. Problemet er, at busselskabet siger, det ikke kan lade sig gøre. Og det vil selvfølgelig kunne lade sig gøre, hvis man laver lidt tilpasning, fortæller Thorkild Olesen og fortsætter: 

- Vi vil gerne have en holdningsændring. Det kan komme med et forbud. Vi tror, vi kan få god dialog med private og offentlige udbydere. Det er kun gennem dialog, vi får det her løst. Hvis vi havde mulighed for at snakke med det her busselskab og afklaret hvad førerhunde kan og ikke kan så havde vi ikke stået i den her situation.


Seneste nyt

fra Nordjylland