Dansk brød laves af udenlandsk korn

Der bliver høstet korn overalt i Nordjylland lige nu, men kun en brøkdel af det ender i brød. Proteinindholdet er nemlig så lavt, at kornet kun kan bruges til foder.

Højst 5 procent af korn dyrket i Danmark ender som mel og dermed som brød. Resten - altså 95 procent må importeres fra udlandet.

Ifølge Landbonord skyldes det et for lavt indhold af protein i brødkornet.

Planteavlskonsulent Charlotte Frihauge Olesen siger:

-Protein i korn dannes blandt andet af kvælstof, og det er især den faktor der giver det lave indhold.

Men ifølge det økologiske Mølleri og Bageri Aurion ved Hjørring kan det sagtens lade sig gøre, at dyrke korn med højt proteinindhold i Danmark.

Jørn Ussing Larsen siger:

-Vi har fremavlet en lang række gamle kornsorter, med et proteinindhold der er 50 procent højere end dem de konventionelle landmænd dyrker. Det gør at vi kan levere korn med helt op til 17 procent protein.

Ifølge økologerne giver de alternative kornsorter et mindre udbytte - til gengæld indbringer de også en højere pris.

Har du et godt tip?