Ny planlov gavner landdistrikterne

Foto: Lone Vad Dam

Folketinget har torsdag vedtaget en ny planlov der især tilgodeser landdistrikterne.

En ny planlov, der giver mere frihed og liberaliserer en række regler, blev torsdag vedtaget i Folketinget. Der bliver for eksempel friere rammer for kommuners planlægning og mindre statslig indblanding ved eksempelvis planlægning af kystzoner og etablering af tidssvarende faciliteter og anlæg langs kysterne for virksomheder og det lokale fritids- og foreningsliv. 

- Jeg er utrolig glad for, at liberaliseringen af planloven nu er endelig vedtaget. Det har vi i Venstre kæmpet for i årevis, og det er et valgløfte, som vi nu indfrier. Den nye planlov indeholder en lang række af lempelser, der giver større frihed til den enkelte borger, bedre muligheder for kommunerne til at præge udviklingen lokalt og styrker virksomhedernes mulighed for at drive forretning i alle dele af Danmark, siger Venstres erhvervsordfører, Torsten Schack Pedersen. 

Også Dansk Byggeri mener, at planloven er til stor gavn for landdistrikterne. 

- Det er en planlov, som tilgodeser ikke mindst landdistrikterne. Der er fokus på at øge attraktiviteten i landdistrikterne og bedre udnytte de muligheder, kommuner har. Og der er ingen grund til at frygte vestkysten bliver det nye Sunny Beach - der skal stadig være styring fra kommunen og statens side, siger Maria Schougaard Berntsen, økonomisk konsulent i Dansk Byggeri i en pressemeddelelse. 

Læs også Støtten til landdistrikterne skal beskæres

Derudover giver den nye planlov også mere frihed til, at man kan udvikle sine egne ejendomme. Det kan betyde, at man får bedre mulighed for at gøre landdistrikterne mere attraktive ved at udvikle og afvikle nuværende bygninger. 

- Man kan sige, at planloven giver bedre mulighed for både at udvikle og afvikle. Fremover får kommunerne for eksempel lov til at udpege to omdannelsesbyer pr kommuneplan, hvor de kan gøre en ekstra indsats for, at landsbyerne ikke bliver spøgelsesbyer præget af forladte boliger. Der er stadig mange tomme huse, og byerne skal finde en fornuftig måde at skrumpe på, og her er det vigtigt, at der bliver rum til at tænke nyt, siger Maria Schougaard Berntsen. 

Læs også Jammerbugt Kommune glæder sig over politisk fokus på landdistrikter

Forsiden lige nu